Uge 47
Pris fra 5650.-
Velkommen til en uge på Vestjyllands Højskole, hvor du får det gjort!
Mærk Vestjyllands Højskoles frie energi og giv dig selv en uge, hvor du skriver kreativt om dit liv. I løbet af ugen vil du få redskaber til at sætte skrivningen i gang, og du vil finde en form til din tekster. Vi gennemgår forskellige genrer, og du lærer dig mange af deres grundprincipper. Fortælling, breve, essays eller roman er eksempler på genrer, som du kan skrive om dit eget liv i.
At skrive om sit eget liv er med til at samle tiden, der er gået, men skrivningen peger også fremad mod livet, der skal leves. I løbet af ugen vil du indgå i mange samtaler omkring det, du har skrevet, og den proces er meget befordrende. Marie Østergaard Knudsen har mange års erfaring i at undervise i at skrive erindringer og mestrer at skabe trygge og livoplysende rammer omkring skrivearbejdet.
Redskaber og overblik er vigtig, når vi skriver. Om en fortælling kan vi sige, at det er et indhak i tiden, hvor der sker noget. Fortællingen har en start, en midte og en slutning. Dertil kan vi tilføje, at en god fortælling vækker nysgerrighed og identifikation hos sin læsere.
Måske har du også lyst til at skrive om din slægt eller andre, der inspirerer dig. Kurset giver dig også redskaber til at komme i gang med dette arbejde.
Vestjylland Højskole danner rammen. Her møder du andre mennesker. Du oplever den gode højskolestemning og den flotte vestjyske natur. Vi starter dagen med morgensamling og slutter med fællesoplevelser som foredrag og Vesterhavstur.
Alle morgensamlinger, aftensamlinger og måltider nydes sammen med skolens elever som er på højskole fra august til december.
Marie Østergaard

Marie Østergaard Knudsen
Forfatter og redaktør
Marie er forfatter til bøgerne Fortæl dit liv – sådan skriver du dine erindringer og Skriv om din slægt – sådan fortæller du om andre og bliver læst.
Til daglig er hun tilknyttet Skriveværkstedet, der hjælper folk med at få vinklet og skrevet de bøger, de gerne vil.
...

...
Søndag den 18. november
17.00 Ankomst og indkvartering
18.00 Aftensmad
19.00 Rundvisning og Velkomst og introduktion til ugen
Aftenkaffe
Mandag 17. november 9.15 – 11.30
Med udgangspunkt i litteraturen lærer vi, hvordan vores erindring fungerer.
Vi tager her udgangspunkt i de norske forfatterpar Linn Ullmann og Niels Fredrik Dahls bøger – De Urolige og Fars Ryg.
Hvorfor husker vi mest fra vores unge år, og hvorfor han vi næsten ikke huske noget fra de første år af vores liv – det får du svar på. Et vigtigt motto for erindringsskrivningen er, at du ikke skal skrive alt, du kan huske, men det, du ikke kan glemme. Drop tanken om kronologi. Skriv om noget, du er optaget af.
Formiddagen byder på en præstation af opskriften på læsevenlige erindringer.
Den er: Skriv korte, afrundede erindringshistorier fra dit liv. Skab et overskueligt mål: Skriv syv historier fra livet.
Genregennemgang: En fortælling har en start, en midte og en slutning. Tænk på øvelsen fra din skoletid, hvor læreren bad jer fortælle om jeres sommerferie. Den bedste fortælling – og den alle kunne huske – var den, hvor der indlevende blev fortalt om en oplevelse. Det lange referat af en hel sommers oplevelser kan ingen huske.
Vi taler også om referatfælden – den er nemlig farlig at falde i som forfatter.
13.30 -16.00 Vi skriver erindringsfortællinger ud fra konkrete øvelser.
Eftermiddagen byder på en introduktion til at vælge erindringer – hvilke skal du skrive, og hvilke skal du springe over?
Med fordel kan du følge den skriveopskrift, som Ida Jessen nævner i sin essay-samling Endnu en bog jeg aldrig skrev: Vær konkret.
Tirsdag 18. november 9.15-11.30
Aflevering og respons på erindringsfortælling.
Genrerne fortælling og romaner er i familie med hinanden. Fælles for dem er en handling og en fremdrift. De fleste romaner er bygget op med dialog og scener – og netop dialoger og scener er eftermiddagens overskrifter.
Måske har du mod på at skrive langt – en roman? Vi taler om, hvordan du kan skrive, og hvad du skal overveje i processen. Først og fremmest skal du tænke i scener. Hvis du skal lykkes med dette skriveprojekt, skal du skære meget fra og finde en rød tråd. I hvert fald hvis du vil have læsere. En god måde er at finde et dilemma i dit liv, som du kan bøje din fortælling over.
I en scene zoomer du som forfatter ind på en situation, hvor du er læserens øjne, næse og ører på stedet. En roman er – normalt – en række af hovedscener og scener. Her får vi som læsere handlingen præsenteret. Dialoger er ofte også vigtige ingredienser i fortællinger og stort set altid i romaner – du lærer, hvordan du skriver dem og sætter dem op.
13.30-16.00 Vil du skrive om nogen i din slægt eller andre, du er optaget af. Hvordan griber du det an?
Eksempler på tekster, hvor forfatterne er lykkedes med at skrive læsevenligt om slægtninge og andre, de er optaget af.
Redskaberne som scener og dialoger kan også være brugbare, når du skriver om andre. Vi taler om begrebet exofiktion.
Breve kan være en god genre, du kan skrive i. Fordelene ved brevet som genre er, at formen er kort og kendt. Måske du skrive et brev til dit barnebarn om din egen bedstemor for at give ’hende’ videre, dig selv eller en original på egnen, hvor du voksede op. Breve kan også være gode tekster til at give skikke, traditioner eller lege videre.
Du bliver præsenteret for forskellige breve og prøver kræfter med denne genre. Måske er den noget for lige dig?
Onsdag 19. november
Morgensamling: Kvantefysik og livet.
Hvordan kan fænomen eksistere overalt og alle steder på samme tid? Om hvordan vores forståelse af de mindste partikler kan udfordre vores liv.
Om Inger Christensen, Niels Bohr og Solvej Balles tanker ved professor i pædagogik ved Høgskolan i Østfold, Bosse Bergstedt.
10.30-12.00 Sådan skriver du levende og indfølende om andre.
Professor i pædagogik Bosse Bergstedt giver nogle eksempler på, hvordan han i bogen Pædagogik for forandring har skrevet indlevende om forskellige pædagogiske tænkere som eksempelvis Hanne Arndt og Maria Montessori.
13.30 -16.00 Skrivetekniske tips, Aktiv skrivning på baggrund af konkrete øvelser.
Sådan skriver du kort og aktivt – uden bi- og fyndord. Træd ned abstraktionsstigen.
Hvordan skriver vi om det svære?
Følelser skal du som forfatter ikke vige udenom, men du skal vise dem. De skal ikke strutte og påkalde opmærksomhed i sig selv. En anden god regel er, at jo værre ting var, jo færre tillægsord, skal du bruge.
Du lærer, hvordan du beskæftiger dig med det smertefulde – både dit eget og andres. Rådene er: vær konkret, tag det scene for scene, og lad læseren om selv at føle.
Torsdag 20. november 9.15 - 11.30
Måske vil du gerne skrive erindringsessay. Det er en interessant genre, der er flere former for.
Om et essay kan man sige, at det er karakteriseret ved, at du som forfatter forholder dig til et emne, der kan være lidt kompliceret, men interessant og vigtig at inddække. Gerne et emne, der er delte meninger om.
En anden opskrift kan vi hente hos den sydafrikanske forfatter Deborah Levy. Hun siger om essayet: ’Man tager noget praktisk, noget konkret, noget eksistensfilosofisk, noget politisk og noget personligt.’
13.30-16.00 Skriveteknisk tips: Sådan optimerer du din tekst.
Undgå gentagelser og konklusioner. Aktiv skrivning på baggrund af konkrete øvelser
Gennemgang af de forskellige formidlingsformer: forskning, journalistik og fortælling. Du skal kende de forskellige formidlingsformer for at kunne bevæge dig frit imellem dem.
Vi taler om den journalistiske vinkel og om, hvad du vil med din læser. Dét spørgsmål skal du kunne svare på.
Fredag 21. november 9.15 – 11.30
Skriveteknisketips: Skriv med sanserne og undgå klicheerne. Træd ud på scenen og undgå klicheerne.
Aflevering og respons på tekst – enten breve eller essay – du vælger.
13.30-16.00 Sådan kommer du videre
Fra manus til egen tryk, selvudgivning eller forlag. Aflevering, opsætning, korrektur, billeder, billedtekster og priser
...